PDA / kravafvisning hos mig

Jeg kan nogle ting, som mange andre autister ikke er så gode til. Jeg kan f.eks. læse kropssprog og ansigtsudtryk og jeg kan forstå og tale NT (som fremmedsprog). Mit fokus er på mennesker, ikke på ting, og jeg er meget optaget af det, der bliver forventet og det, der bliver opfattet som normalt. På den måde ligner jeg en NT. Men når man kigger under overfladen, så er jeg ikke intuitiv blandt NT’ere, men fungerer efter en kæmpe mængde strategier og systemer, som allesammen har til formål at gøre mig usynlig. Og så er det i øvrigt rigtigt meget angstpræget at skulle være påfaldende, at være synlig, udstillet, måske mindre god end andre. Jeg skal altså helst kunne lidt mere end andre, i hvert fald på visse områder, så mit indre følelsessystem ikke reagerer.

Heldigvis er det blevet sådan, at jeg ikke føler mig så meget personligt truffet, når det vedrører mit arbejde. Her udfører jeg en funktion og oplever som sådan ikke krav. Bare opgaver, ligesom i brætspil, så er der ting man skal gøre, men de har ikke så meget med mig personligt at gøre.

Det er meget anderledes i hjemmet, hvor alt er personligt og alt involverer følelser.

Olaf plejer at sige, at min Asperger-hjerne ikke er et problem. Den gør, at jeg fungerer så godt, som jeg gør, at jeg kan finde og løse problemer og skabe overblik og struktur og i det hele taget er det bare en rigtigt god hjerne at have. Det der i min hjerne, som ligner det, man beskriver som PDA, det er et problem. Det gør, at jeg  fuldstændigt kan ligne mit normale selv i en samtale med ham, men når han stiller mig et uskyldigt spørgsmål, så går jeg uden advarsel i forsvar eller angreb eller nedsmeltning. Fordi – lige i det øjeblik der kunne jeg altså ikke. Det blev personligt, han havde en forventning om, at jeg skulle kunne noget, som jeg lige der ikke kunne. I hvert fald ikke mundtligt.

Nogle gange lykkes det, at han stiller spørgsmålet (som min afkodningshjerne afkoder som et skjult krav og en forventning rettet mod mig) på skrift. Så reagerer jeg måske også lidt og lægger min mobil fra mig med det samme og beslutter mig for slet ikke at svare på det der her og nu. Og mens jeg er i modstand, har min hjerne alligevel indtaget beskeden og arbejder med den, og helt pludseligt kan jeg godt, fordi jeg kender svaret. Fordi det ikke længere er pludseligt, jeg har kunnet indstille mig på det. Så kan jeg finde på at sige, at nu kan vi godt tale om det mundtligt igen, for nu er der ikke et krav længere, nu er det en diskussion og det er bare hurtigere og mere effektiv mundtligt end på skrift.

Jeg oplever det i øvrigt også som krav at skulle gennemse min tekst for fejl, slåfejl og de fejl der opstår, når man har rettet på en sætning for mange gange og ordstillingen bliver sådan lidt skæv. Jeg stejler fuldstændigt over at skulle det, så derfor vil der altid være et charmerende antal mindre fejl i mine tekster, som I gerne må læse med kærlighed.

Jeg skrev også noget om Emmas PDA.

 

One thought on “PDA / kravafvisning hos mig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s